onsdag den 31. oktober 2018

Den fede dame har sunget....

og fiskesæson 2018 ved åen er nu helt slut. Jeg havde håbet på en anden overskrift, noget i retning af, 'En på falderebet'. Det var godt nok tæt på, men sådan skulle det ikke være.

Brunhilde har sunget færdig og er redet ind i ilden.
Jeg stod op i morges ved sædvanlig tid, fik noget morgenmad, mens jeg loggede på arbejdsserveren hjemmefra, arbejdede frem til ved 11-tiden, sendte nogle mails og tog så ud til åen.

Jeg fiskede fra Utoft Dambrug ned til P-pladsen uden der skete det helt store. Et par småfisk forsøgte sig, men kunne nok ikke gabe over krogen. Nå jo, der var lige enkelt bækørred på 25 cm som overfaldt fluen med brask og bram. Ved P-pladsen fik jeg lige en lille snak med en gut fra Grindsted, som også lige skulle have den sidste dag med. Han ville også forsøge sig opstrøms broen, så jeg kunne jo forsætte nedstrøms.

Helt ovre til højre ud for birken, Stor fisk.
Halvvejs nede af stykket fiskede jeg helt ind til modsatte bred, så tæt at fluen lige hang i græsset. Et lille vip med stangspidsen fik fluen ud i vandet, hvor jeg satte fart på den, og da den stribede ud mod midten af åen kom fisken farende op fra dybet. Fisken drejede rundt lige under fluen uden at tage den. Den var åbenbart blevet godt gal i skralden, for den turede rundt i det dybe vand nogle sekunder, mens den lavede bølger både til højre og venstre i åen. Til sidst så det ud som om den fortrak op mod strømmen. Jeg ventede lige nogle minutter, mens vandet og hjertet stilnede af, inden jeg fiskede videre. Herefter kun lidt småfisk, der slog ud efter fluen.

Dagens flue. Skum og gummiben. Flashen er så jeg selv kan se den.
De kommende måneder må stå i fluebinderiets tegn. Jeg tror, halvdelen af mine havørredfluer er lavet på denne krog, der har større kroggab end de anbefalede 10mm.

Nu må jeg så se om der er kommet svar på de mails, jeg sendte tidligere i dag. Hurra for moderne teknik, der gjorde dagens fisketur mulig.

Ingen kommentarer: