tirsdag den 13. oktober 2020

Slutspurt

 Efter 14 dages fiskefri ferie, så har de første 2 dage hjemme igen budt på gode oplevelser ude ved åen. Søndage var jeg ved Grindsted Å, Utoft, hvor en tur ned langs åen i godt vejr var hyggelig i selskab med køerne, der går her og græsser. I starten så jeg flere mindre fisk, der lige var oppe og markere under fluen, men ingen af dem var seriøse nok til at give sig i kast med fluen.
På et sted, hvor åen bredte sig ud efter et stykke med stærk strøm, var der dybt med strømlæ bag en grødebusk. Her måtte der stå en fisk. Ganske rigtigt, en fisk kom op og tog fluen hårdt i et rul. I momentet nåede jeg lige at tænke; stor fisk. Men hurtigt blev jeg klar over, det ikke var en mega fisk, men dog en fin bækørred på 40cm. Tyk og fed var den, så den voldsomhed, den tog fluen med, snød mig kortvarigt..

I dag mandag gik turen så til Kyllingefarmen på Grindsted Å's zone 4. Første dag på arbejde var lidt kedelig, så jeg tog tidligt fri og kørte direkte til åen. Da jeg nåede til træerne på modsatte side på det første stykke ned mod broen, tænkte jeg, det var her Michael tidligere på dagen flere gange havde rejst en laks. Så jeg fiskede intenst med flere risikable kast ind træerne, men ingenting skete.
Jeg gik over broen og forsatte ned langs den anden side. Rundt efter et højresving kommer et kort stykke med dybt vand. Også her er der træer på modsatte side, så jeg bevægede mig langsomt frem med korte koncentrerede kast. På et tidspunkt var der ligesom lidt træk i snøren og jeg strammede op. Der var fisk, som derefter rullede kraftigt i overfladen. Lidt ro på og jeg kunne se en fin havørred havde taget fluen. Den samme som på samme tidspunkt sidste år lokkede en havørred til fadet i Ansager å. Denne gang kunne jeg se, fisken ikke havde fået klippet fedtfinnen. Stille og roligt fik jeg fisken, ca. 55cm, ind til bredden, hvor jeg kunne beundre den, inden jeg fjernede krogen med tangen, og fisken stille og roligt svømmede ned i dybet igen.

Her bag busken stod havørreden.

Jeg satte mig på brinken og nød efterårsvejret nogle minutter. Jeg besluttede mig for at holde for i dag. Da jeg rejste mig og vendte for at gå tilbage, så jeg en af stedets heste var kommet ned på engen og havde fulgt med i fiskeriet.
Det er ligesom, at sådanne milde efterårsdage bare oser af fisk. Desværre er sæsonen snart slut, så det er med at få det bedste ud af dagen. Så, come on boys, tag jer sammen og tag på fisketur inden det er for sent.

Dagens flue.


Ingen kommentarer: