torsdag den 16. april 2020

Å-premiere 2020, En dag på godt og ondt.

Vækkeuret var sat til normal tid, det er tidligt nok for mig, og allerede da det ringede var de første meldinger om fisk allerede på telefonen. Men ingen hast af den grund, så jeg gjorde mig klar i adstadigt tempo, jeg havde jo hele dagen foran mig.
Som forventet var der ikke andre fiskere ved Skråvejen, for de stimlede sikkert sammen nede på zone 2, hvor chancen for fisk også er større.

Solopgang ved Skråvejen.
Til at begynde med gik fiskeriet fint, dog uden at jeg så noget til liv i åen. Efter en halv times tid sad fluen fast i noget krat, som på et splitsekund skar forfanget over. Hrmm, nå men på med en ny flue. Efter yderligere en halv time sad den nye flue fast i noget på bunden, så hårdt at jeg måtte have fat i snøren og trække med hånden. Den sad rigtig god fast, så jeg måtte have linen et par gange omkring armen, og da fluen endelig kom løs, så var krogen rettet helt ud.

Grindsted Å mellem Skråvejen og Jernbroen.
Jeg var efterhånden også nået til jernbroen, så det var tid til at skifte plads og prøve noget andet. Afsted til Gylletanken, hvor jeg hilste på flere andre medfiskere. Jeg gik gennem sump og krat til starten på stykket og startede fiskeriet. Efter blot 5 minutter sad fluen igen fast, og jeg trak i den med stangen, som jeg har gjort tusind gange før. Pling sagde og stangen var knækket. Så sad jeg lidt på brinken og funderede over hvad jeg nu skulle gøre. Spinnestangen lå godt nok oppe i bilen, men det er ikke lige mig, det der spinnefiskeri. Det endte med jeg kørte hjem og hentede en anden stang.
Ude ved åen igen gjorde jeg holdt nede ved zone 2, og ganske rigtigt, her var der fiskere som på Cobacabana inden corona.
Så prøver jeg Kyllingefarmen, tænkte jeg. Her er der aldrig andre end en selv. Det viste sig, der var en i forvejen, men han var for hjemadgående, men vi fik da lige en kop kaffe og en lang snak.

Pause ved Kyllingefarmen.
Nu gik fiskeriet meget bedre og jeg bevægede mig langsomt ned langs åen, men jeg så stadig ikke noget til fisk. Efter en pause og en næsten lur i det varme solskin tog jeg resten af strækket ned til enden, inden jeg vendte hjemefter.

Nå, jeg må hellere i gang igen.
Efter en lang dag, som begyndte skidt men endte nogenlunde var hjemme igen ved 18-tiden. Og som sædvanlig ingen fisk til mig på premieren.

Ingen kommentarer: