torsdag den 23. juni 2016

Skt. Hans - vand og fyrværkeri

Selvom vejrudsigten lovede byger, måske med skybrud, Skt. Hans Aften, så pakkede jeg alligevel grejet og kørte en tur ud til åen. Jeg havde dog taget waders og regnfrakke med. Der var jeg for en gangs skyld lidt forudseende, for efter 10 minutters fiskeri så væltede det ned med vand. I 5 minutter stod jeg helt stille inde mellem træerne med hætten trukket så langt frem som muligt og med ansigtet ned mod jorden, så der ikke skulle løbe vand ind under regnfrakken. Jeg ventede yderligere 10 minutter, mens regnen langsomt tog af, inden jeg fiskede videre.

I skoven ved Utoft, åen er begyndt at dampe.

Jeg fiskede intenst i området omkring standpladsen, hvor jeg sidst så den store fisk. Først med en stor tørflue, siden med en grå nymfe. Men der skete ingenting. Jeg forsatte op mod dambruget, hvor jeg i et sving havde en pæn bækørred helt oppe og vende under fluen, men bedraget var ikke godt nok til at narre fisken.

Flere gode standpladser.
Iført det vandtætte tøj var efterhånden ved at blive gennemblødt indefra, så jeg bevægede mig nu ned mod P-pladsen, mens jeg fiskede i de dybe huller og bag grødebuske. Samtidig med de første brag fra Skt. Hans fyrværkeriet inde fra byen, var der med et fast fisk. En god bækørred havde taget fluen. Efter 1 minuts tovtrækkeri med fisken mellem diverse grødebuske gav den sig, og jeg kunne få den ind til bredden for at den kunne få sin frihed igen. Lidt hurtigt målen med hånden og stangen sagde 38 cm.
Tilbage ved bilen var det rart at få det dampende tøj af. Hold op hvor kunne jeg godt have brugt en kold øl lige der, men det måtte vente til aftensmaden.

Det var sidste tur for støvlerne. De har gjort det godt, men nu var det definitivt slut.

Ingen kommentarer: