lørdag den 19. september 2015

Fiskeferie, status uge 1

Langt om længe har jeg fået sommerferie. Og så skal der jo også fiskes, da det har været lidt sløjt med turene på det sidste. Dette skyldes til dels at jeg har været på guldsmedejagt i stedet for at fiske. Så lige for at komme i gang er her et billede af en efterårsmosaikguldsmed.

30.august 2015  ved Oles sø i Torp.
Efterårsmosaikguldsmed
Nå, men tilbage til fiskeriet. Ferieugen startede med at jeg tog en tur til Fiskbæk Å, hvor der skulle være mulighed for tørfluefiskeri efter havørred. Fremme ved Vesbæk Bro kunne jeg dog hurtigt konstatere at der var fuld gang i grødeslåningen og fiskeri var umuligt. Så jeg forsatte over til Simested Å, til stykket ved Brakbjerg, hvor jeg for mange år siden fiskede en del.


Udsigt over ådalen med Brakbjerg ude til højre og Simested Å nede i krattet.
Jeg fiskede med tørflue hele vejen opstrøms til Brakbjerg. Jeg havde et par forsigtige nap efter fluen af småfisk og fangede en enkelt bækørred ca. 25 cm. Efter en lille pause ved Brakbjerg fiskede jeg
 nedstrøms på den modsatte side af åen uden at mærke noget særligt.

Et af de spændende stykker ved Brakbjerg.
Fanget den 14. september 2015 ved Brakbjerg i Simested Å.
Bækørred ca. 25 cm på havørredtørflue.











Dagen efter stod den lokale Grindsted Å for tur, hvor jeg fiskede ved Utoft, mens regnen styrtede ned fra den ene byge efter den anden. Jeg prøvede med en spinner og havde enkelte små hug, inden en 28 cm bækørred kastede sig over spinneren. Jeg besluttede mig for at hvis jeg skulle praktisere spinnefiskeri lidt oftere, så måtte jeg have mig en ny spinnestang. Så dagen efter skippede jeg fiskeriet til fordel for en tur i byen, hvor jeg købte mig en ny spinnesting. Det blev til en 8 fods med et kortere håndtag end det jeg var vant til. Den nye skulle være lidt nemmere ar håndtere langs med åen.

Torsdag var det så tid til at afprøve den nye stang. Kursen blev igen sat mod åerne omkring Viborg. Jeg besluttede mig for at prøve Skals Å, hvor jeg ikke har prøvet at fiske tidligere. Da jeg i sin tid boede i Viborg havde VSF ikke fiskeret i Skals Å. Jeg parkerede ved Ejstrup Bro og begyndte at fiske mig opstrøms i den langsomt flydende å. Efter en 45 minutter uden antydning af fisk overhovedet faldt hugget. Jeg kunne med det samme mærke, det her var en stor fisk. Efter lidt rul i overfladen gik fisken dybt og langsomt men sikkert fik jeg den hen mod mig, hvor jeg fik den trukket op over grøden, og med et lille snuptag i gællerne fik jeg fisken op på det tørre. Det var en rigtig flot havørred på 60 cm, jeg havde fanget.

Fanget den 16. september i Skals Å opstrøms Ejstrup Bro.
Havørred på 60 cm fra Skals Å.

Mere skete der ikke om formiddagen, så jeg besluttede mig for at kigge til Fiskbæk Å igen. Jeg parkerede ved Borris Gl. Kirkegaard og fiskede godt og vel en kilometer å nedstrøms herfor. Jeg fangede en lille bækørred og en 40 cm havørred, som begge fik friheden igen. Så fik jeg som jeg havde lovet mig selv endelig fisket i Fiskbæk Å, dog med spinner og ikke med tørflue. Det sidste må blive en anden gang.

Borris Gl. Kirkegaard ved Fiskbæk Å
Jeg kan så kun håbe på at uge 2 af fiskeferien kan blive ligeså opløftende.

Ingen kommentarer: