mandag den 13. juli 2015

Bifangst

Efter gårsdagens positive overraskelse tænkte jeg, der kunne være flere havørreder trukket op i åen, så det var en oplagt mulighed at køre ud for at prøve lidt tørfluefiskeri efter havørreder. Det har jeg haft planer om et stykke tid, så hvorfor ikke nu.

Stor tørflue str. 8.
 Jeg parkerede ved Hotel Svanen og startede så langt nedstrøms som muligt. Jeg bandt en kæmpetørflue på og startede med at fiske. Efter blot 5 kast, bang så var der fisk. En bækørred på 25 cm havde kastet sig over den store flue. Så gik der et kvarters tid, så var der bud efter fluen igen, denne gang en stalling på 30 cm. Hrmmm, det var jo ikke lige det jeg skulle fange, men en fisk er vel en fisk. 10 minutter mere og så var den gal igen. Denne gang var stallingen vokset til 35 cm.

Stalling, 30 cm.
 Nå, men jeg nåede op til svinget, hvor jeg havde planlagt at vende om. Nu, jeg var i gang med at prøve noget nyt, kunne jeg lige så godt forsætte. Jeg fandt en uortodoks flue i æsken, en underlig fætter kun bundet med noget gult rubberflash, og skiftede til denne. Efter et par sving faldt gummifætteren i nok en bækørreds smag. Igen en hidsig lille fyr på 25 cm. Det var kun den lille bækørred, der havde svaghed for gummifætre, så flere fisk blev det ikke til. Så ingen havørred i aften.

Gummifætter.
 I et af de sidste sving på turen balancerede jeg på nogle glatte, kraniestore store sten langs med åen. Pludselig mistede jeg fodfæstet og skvattede. I løbet af kort tid nåede jeg at tænkte, at jeg blev meget våd, hvis jeg endte i det meterdybe vand langs bredden, slippe stangen og gribe fat i en gren og få taget fra med venstre hånd et stykke nede under vandet. Så lå jeg der og hvad nu. Benene opad og kroppen ude over åen. Hvis jeg slap grenen ville jeg ryge i baljen og det havde jeg ikke lyst til. Langsomt fik jeg mig drejet rundt og endte parallelt med bredden og kunne vende mig om på maven, så jeg kunne rejse mig op. Puha, det var lidt af en oplevelse. Hvad pokker, er jeg ved at blive gammel, når jeg går og skvatter. Så var det jeg kom i tanke om den tomme coladåse, jeg havde fået øje på sekundet, inden jeg faldt. Endnu en af de tåber, der ikke kan tage deres affald med hjem. Jeg kunne koncentrere mig om at fiske og holde balancen, men ikke en 3. ting, som at blive irriteret over noget skrammel.

Ingen kommentarer: