lørdag den 13. juni 2015

Succes

Fredag den 12. juni 2015.
Afsluttede i dag 2 måneders arbejde for Louis Poulsen, cyklede 29.75km  på en time OG fangede en 40+ stalling på tørflue.
På de seneste 2 fisketure til Grindsted Å zone 5 har jeg kun fanget en bækørred og en stalling, begge 25 cm. Jeg har dog været i kontakt med større fisk, men uden held. I går skræmte jeg også en stor fisk, sandsynligvis laks eller havørred. Jeg så ikke fisken, men den skræmte næsten livet, da den satte hele åen i bevægelse lige ud for mig. Nå, men jeg ville prøve noget andet og kørte ud forbi Ansager Å, men det så lidt kedeligt ud, så jeg forsatte ud til Grindsted Å ved Mølbyvej.

Gammelt brofundament ved Mølbyvej.
Åens forløb finder jeg langt mere spændende her, men der var heller ingen overfladeaktivitet at se. Men fiskes skulle der, så jeg gik langt opstrøms mellem kvier og krat. Så kunne jeg fiske nedstrøms på en lang strækning.

Den stoppede midt i en godbid for at kigge på den underlige fyr med hat og stang.
Jeg var lige begyndt at fiske, da en stor fisk tog en af de få majfluer på vandet og et øjeblik efter røg nok en af de store døgnfluer samme vej. Jeg skiftede til tørflue og besluttede mig for et nedstrøms kast til fisken. Jeg havde ikke tålmodighed til at snige mig om på den anden side. Jeg lavede et kast med masser løsline på vandet, så fluen kunne drive ned til fisken. Men den tog fusen på mig og huggede med det samme, hvorefter jeg lavede et akavet modhug og nøjedes med at rifte fisken.
Jeg gik nedstrøms og ventede længe på at fisken skulle vise sig igen. Endelig efter 15-20 minutter var den der igen. En 3-4 kast skulle der til, så huggede den og denne gang var der fast fisk. En stor stalling var det, kunne jeg mærke og da den gik af vandet var der ingen tvivl. Kun store stallinger hopper ud af vandet på den måde, når de fightes.

Fantastisk fisk.

Efter denne oplevelse var der ingen grund til at skifte til nymfe igen, så jeg gik langsomt tilbage mod udgangspunktet, mens jeg kiggede efter om der var flere fisk, der skulle fristes.

Dagens flue.
Helt igennem succes.

Ephemera danica, majflue, Green Drake.

1 kommentar:

Klaus Hvam sagde ...

Dejlig beretning :)