torsdag den 10. juli 2014

På gyngende grund

Først bruger man 5 minutter på at bringe sig i stilling, mens man balancerer på gyngende hængedynd mellem bundløse huller. Myggene stikker og fluerne svirrer hvileløst omkring ansigtet, samtidig med at man må vifte irriterende edderkoppespind væk. Bagefter skal man bruge endnu 5 minutter på at finde sin flue og få styr på sin snøre, der er viklet totalt ind i forskellige mandshøje græsarter.

Sump og græs.
Men når man ind i mellem de 2 ovenstående begivenheder får placeret sin flue 2 meter opstrøms den ringende fisk og fluen driver perfekt hen mod fisken og den tager fluen lige i det øjeblik, man forventede, så er det sgu' alligevel herligt at være på fisketur.

1 stk. 30 cm bækørred i fin kondition.
Ovennævnte var hvad der skete med hensyn til fisk på en 4 timers tur til Grindsted Å ved Utoft, men jeg nød aftenen i fulde drag.

Månen er stået op over strømrenderne.

Ingen kommentarer: