tirsdag den 27. maj 2014

Tandlæger og majfluer

Mandag eftermiddag skulle jeg have været i Varde for at høre om havørreder. Desværre var jeg nødt til at besøge tandlægen i stedet.
Efter besøget så jeg for mig bundter af pengesedler, der skulle have været brugt til nyt fiskegrej, blafre i retning af tandlægen som majfluer i forårsvinden. Så hvorfor ikke tage ud for at se de rigtige majfluer.

Majfluer ved Ansager Å.
Der var masser af majfluer ved Ansager Å, men ikke mange fisk at se. Jeg bevægede mig langsomt opstrøms, mens jeg spejdede efter fisk. I ny og næ forsøgte en lille fisk sig på majfluerne, men de var ikke værd at forsøge et kast på. Endelig, efter lang tids spejden så jeg en pæn fisk. Mens jeg gjorde klar til at kaste var den der igen. Helt klart en pæn fisk. Jeg placerede fluen, så den drev ned mod fisken, og lige da den passerede grødebusken med standpladsen slog fisken til. En bækørred på 35 cm havde taget str. 10 fluen, der skulle gøre det ud for en majflue.

Str. 10 Majflue.
Jeg forsatte opstrøms yderligere et kvarters tid, men der skete ikke yderligere, så jeg vendte næsen hjemefter. Halvvejs nede ved P-pladsen så jeg nok en pæn fisk, der tog jævnligt. Jeg kunne ikke kaste til fisken på normal vis, så jeg måtte forsøge med noget nedstrøms tørfluefiskeri. Det var lidt besværligt at få fluen helt ind under egen bred, hvor fisken stod under det udhængende græs. Efter et par kast landede fluen dog det rigtige sted, og fisken tog med det samme. Igen en bækørred og på samme størrelse som den forrige.
En god lille fisketur på et par timer, hvor jeg ikke skænkede tandlægen en tanke.

Den første af ørrederne i det fugtige græs.



Ingen kommentarer: