torsdag den 17. april 2014

16. april. Premieredag ved åen

Det var så i går sæsonen startede for en masse lystfiskere. Efter en lang vinter må man nu igen tage på fisketur ved åen. Men husk, selvom der ligger 6.5 måneds fiskeri foran os og venter, så er tiden lige pludselig gået. Så lige så snart lysten melder sig, så er det med at komme afsted, ikke noget med at tøve, når først det er vinter igen, er det for sent.

Grindsted Sportsfiskerforenings nye klubhus blev også taget i brug for første gang i går. GSF har lejet sig ind i lokaler ejet af Billund Vand. Kombinationen af fiskestart og ibrugtagning af klubhus havde fået de lokale medier til at kigge forbi.

Fra morgenstunden var det P4 Trekanten, der var forbi for at optage kommentarer til morgenens program. JV's lokale journalist kom cyklende, tog billede og snakkede med juniormedlemmerne, der var på fisketur.

TV SYD filmer fluer.
Midt på formiddagen kom TV SYD for at optage et indslag til aftenens udsendelse. Jeg blev interviewet angående vandkvaliteten i åen. Der var fokus på vandkvaliteten, da en repræsentant for Billund Vand også blev interviewet til indslaget. Jeg ville gerne have talt om spærringer, sandvandring og andre emner, der hindrer at åen viser sit fulde potentiale som et fremragende fiskevand.

Link til TV SYDs indslag.

Efter frokosten blev der mere tid til lidt fiskeri uden der dog blev fanget det helt store, men se her på billedet hvad Jeppe vendte tilbage med. Jeg sagde til ham, han nok ikke skulle have givet helt så hårdt et tilslag.

En gammel gedde.
Senere på dagen kørte jeg ud på zone 4 ved gylletanken. Jeg fiskede en times tid uden at se eller mærke noget. Nu var klokken mange, så jeg vendte næsen hjemefter for at overholde en aftale med tøserne, meen der var lige tid til at kigge ind forbi ved Utoft, for at se hvordan her ser ud efter en lang vinter.
Lige opstrøms broen på den del af bredden, der er oversvømmet ved højvande lå kadaveret af en af vinterens gydefisk. Efter at have fotograferet resterne af fisken løftede jeg op i den for at tage den i nøjere eftersyn. Fy føj hvor den stank.

Fiskekadaver.
Fiskekadaver close-up.
Knæk og bræk for de næste 6,5 måned.

Ingen kommentarer: