tirsdag den 12. juni 2012

Smuttur til Utoft

Jeg syntes, det var fint fiskevejr her til aften, så jeg smuttede lige en tur til Grindsted Å ved Utoft. Om ikke andet så for at få luftet grejet lidt. Vandet var nogenlunde klart, men der var ikke så meget af det, selvom det har regnet en del her i weekenden. Der var lange stræk med meget sand, for vegetationen har ikke rigtigt fået fat endnu, så der kan dannes strømrender med stærk strøm, der leder sandet væk.
Der var ikke mange fisk at se, men fra tid til anden var der enkelte fisk, som tog insekter på overfladen. Jeg fangede hurtigt 2 regnbueørreder, begge godt og vel 20 cm. Den ene nåede at springe af igen, inden den blev til aftensmad. Jeg sluttede med at fange en bækørred på 25 cm, der havde standplads inde under nogle udhængende træer. Fisken kom dog helt ud i midten af åen for at tage den lille tørflue.

Fin lille bækørred, men ikke det bedste billede.
Jeg havde da også lige tid til at skyde et par blomsterbilleder. Her en tidsel.


Ingen kommentarer: