mandag den 27. juni 2011

Lang mandag på søen

Jeg var tidligt oppe i dag. Allerede kl. 5.00 ringede vækkeuret. Jeg synes altså ikke, det er ret sjovt at stå tidligt op. En time senere var jeg fremme ved søen og båden blev rigget til. I den kølige og disede morgen fiskede jeg i løbet af et par timer ned langs nordsiden af søen og fangede 5 gedder mellem 20 og 60 cm, flest i den store ende. Jeg havde også flere andre tilbud, så der var gang i den.

Gedde lige over 50cm på gul flashflue
Nu var solen kommet frem og temperaturen steg hurtigt, så det var en varm rotur tilbage igen. Efter en pause fiskede jeg en times tid i den dybe ende af søen og havde kun kontakt med en gedde i denne periode. De brød sig nok ikke om det flotte solskinsvejr.

Kl. 12.00 myldrede en masse skolebørn på sommerferie frem ved P-pladsen, hvor GSF havde inviteret til sommerferieaktiviteter. De næste 4 timer gik med at hjælpe de unge mennesker med fiske. Det er simpelthen utroligt, hvilke knuder der kan bindes utilsigtet. Nå, men det var ganske hyggeligt.

 

Så da jeg var hjemme ved aftenstid, havde jeg været af sted i mere end 12 timer, og jeg var godt nok udkørt, men en helt igennem fin dag.

Ingen kommentarer: