fredag den 24. juni 2011

Sct. Hans ved Lillebælt...

med masser af bål, fyrværkeri og midsommervise. Jeg var ved Hagenør ved 20-tiden, og mens jeg riggede til dukkede flere lystfiskere op, der også havde valgt Sct. Hansaften for at prøve lykken.

Spinnefiskere skulder ved skulder
Jeg er ikke lige til tæt fiskeri med andre lystfiskere, så jeg gik en tur langs stranden for at se på forholdene længere nord på. Her var der fint til vadefiskeri, bare ikke lige med 15 sm vind op gennem Lillebælt.

  
Klinten nord for Hagenør
Fin udsigt til broerne og Middelfart
Da jeg var tilbage ved udgangspunktet var vinden taget af, og det var muligt at fiske med flue. Samtidig var gamle og unge dukket frem fra deres huse, og bålene begyndte at blusse frem langs med bæltet. Et mindre selskab ved Hagenør nød bålet, bagte snobrød og sang Midsommervisen og flere andre. Og ude i bæltet muntrede marsvinene sig - så tæt på land, man skulle tro, de var interesserede i festlighederne omkring bålet.

Sct. Hansbål på fynssiden af bæltet
Jeg fangede 2 små torsk, desværre ikke store nok til at komme på panden, på en grøn/pearl plasticflue. Jeg tror ikke spinnefiskerne fangede noget.

Udsigt over bæltet

Ingen kommentarer: