lørdag den 23. oktober 2010

Karup Å - fredag eftermiddag

Jeg holdt min efterårsferie fredag eftermiddag. Jeg kunne sagtens have brugt noget mere ferie, men sådan skulle det ikke være. Men fredag eftermiddag afsted til Karup for at fiske på Viborg Sportsfiskerforenings stykke ved Høgild. Allerede i et af de første sving opstrøms broen skete der noget. Jeg kastede spinneren opstrøms langs bredden, og da jeg skulle løfte den op for næste kast, nærmest sprang en havørred ud af vandet og tog spinneren i luften. Lidt overdrevet måske. Men jeg havde den på meget kort line i ca. 15 sekunder, inden den tog sin frihed tilbage. En havørred i fuld gydedragt, ca. 60 cm.


Den næste time skete der ikke noget, men da jeg var opstrøms den røde hytte, så jeg en stor ørred vende lige bag en grødeklat. Jeg fiskede området grundigt igennem, men så ikke mere til fisken.
Måske fordi det var efterårsferie var der ret mange, der fiskede på modsatte side af åen. På et tidspunkt, mens jeg var ved at fiske et sving igennem, kommer 2 ned til åen på modsatte bred, spørger om der sker noget og begynder at fiske lige der, hvor jeg fisker. Første kast fra deres side lander næsten for mine fødder i græsset. Jeg syntes, de opførte sig lidt respektløst. Men jeg rullede ind og gik ned til næste sving, hvor der heldigvis var så sumpet ved modsatte bred, at ingen kunne komme og forstyrre mig fra den side.
Men ellers en fin tur.

Ingen kommentarer: