søndag den 15. september 2019

En superfin efterårsdag....

Fluen svingede ind foran hullet bag grødefremspringet, Tjok, og der var hug, sekundet efter var jeg klar over, at en stor fisk havde hugget på fluen.

Nederste del af strækningen set fra P-pladsen.
En række pludselige indskydelser og sidste øjebliks beslutninger førte frem til ovenstående klimaks.
Fredag eftermiddag, bilen var pakket for at tilbringe weekenden hos Lotte. Jeg kunne da også lige smide fiskegrejet i bilen.
Søndag morgen, hvor jeg er oppe lidt tidligt. Jeg kunne da også tage afsted med det samme, i stedet for at vente til i eftermiddag.
Fremme i Karup, så er det nu Lars, skal jeg køre ned til Høgild eller skal jeg tage stykket lige oven for Karup. Det blev det sidste.
Ved åen, jeg vidste godt, der var klippet grøde, så åen fremstod nærmest som en kanal uden forhindringer. Der var i hvert fald ikke megen bevoksning ude i åen. Så satte jeg et synkeforfang og en belastet flue på, da jeg tænke at min sædvanlige strategi med overfladefluer nok ikke duede her.

Stykket set oppe fra starten.
Jeg vadede op til staten af stykket og begyndte fiskeriet. Uden grøde i åen var det forholdsvist nemt at fiske, så det hurtigt nedover. Efter en halv times tid, hvor jeg kun havde mærket/fanget en enkelt bækørred var det grødefremspring i åen. Der måtte være en god standplads bag grøden. Jeg fik fluen placeret, så den svingede mod pladsen.
Efter fisken havde hugget, så holdt jeg bare hårdt på og fik fisken ud i strømmen. Langsomt bevægede vi os nedstrøms til den brede del af åen bag standpladsen, hvor jeg kanede fisken roligt og sikkert ind mod land, til jeg med raskt greb i halen kunne lande den.

Havørred 65 cm på land.
Det hele var overstået på få minutter, så en lille kl. 5 stang kan sagtens gøre arbejdet færdigt, bare resten af udstyret (forfanget) er i orden.

Her åstykket, hvor fangsten foregik.
Jeg hankede op i fisken og vadede tilbage til P-pladsen, hvor jeg sad og nød solens varme, mens oplevelsen bundfældede sig. Jeg blev enig med selv om, der ikke var grund til at fiske mere i dag og vendte næsen hjemefter.

Dagens flue.

Ingen kommentarer: