tirsdag den 10. september 2019

Dagens farve...... sort

Aftenens aftale blev aflyst allerede i går, så det skulle udnyttes og fiskegrejet var med på arbejde, så jeg kunne køre direkte til åen herfra.
Jeg havde bestemt mig for Utoft ved Grindsted Å, så der var heller ikke noget nølen her. Fremme ved åen, fik jeg mig en snak med en hollænder, som var på 3. dagen ved Varde Å. Ham og broderen, som jeg ikke fik hilst på, havde de foregående dage været ved Ansager Å og Mølby/Eg og var vældigt tilfredse med dette. Tidligere havde de været ved både Karup Å og Skjern Å, hvor de havde fanget både havørred og laks. Men de havde gemt det bedste til sidst, det lette fiskeri ved mindre åer. Vi fandt ud af, vi også havde mødt hinanden for 2 år siden ude ved Jernbroen, så det blev til en længere snak på gebrokkent tysk.
Og så lærte jeg, at en stalling hedder vlagzalm på hollandsk.
Jeg gik op til dambruget og fiskede hele vejen ned til vejbroen igen. Flere fisk gik efter fluen, som jeg fiskede hurtigt gennem strømmen, så den flere gange brød overfladen. 4 bækørreder blev det til på de 1,5 time det tog at fiskestrækningen igennem.

Bækørred 25 cm
Alle fiskene tog fluen vældigt hårdt, som om ingen andre skulle komme først til godbidden, jeg serverede for dem. Den ene kom langt nedefra og forsatte med fluen i munden i et vældigt spring op over vandoverfladen. 2 på 25 cm og 2 på 30 blev dagens resultat. Alle med fedtfinne.

Dagens flue, sort juletræ

Ingen kommentarer: