mandag den 11. april 2016

4 timer ved Grene Å

Vejret var strålende med solskin fra en næsten skyfri himmel. Isfuglen kom jævnligt forbi i rasende fart, hvorimod en gul sommerfugl svansede lidt mere tilfældigt rundt i solskinnet. Stålormen var kommet frem, mens musvågerne skrigende cirklede rundt højt hævet over alle os andre.

Stålormen ligger helt stille mens den fotograferes.

Da jeg rejste mig op kom der fart på.
 Det eneste, der spolerede idyllen, var den stank af gylle, der kom blæsende fra øst på første halvdel af fisketuren.
Det var lidt sløjt med fisk til at starte med. En enkelt ørred viste interesse for fluen på det første lange stykke. Men jo længere jeg kom nedstrøms var det som om der blev kortere og kortere mellem fiskene. Når endelig de gik efter fluen, ville fiskene ikke rigtigt blive hængende. Det gjorde nu heller ikke noget, for der var mest tale om mindre fisk.

Her har bredden fået sig en tur, hrmmmmf.
 På den anden side af landevejen, startede jeg med ovennævnte trælse syn. Vi må håbe, jorden efterfølgende får lov at passe sig selv, da jeg tror der skal anlægges en slags have til det nye hus, der ligger oppe til højre.
Efter broen blev åen sig selv igen med krat og buskads over det hele. Derfor tager det 4 timer at fiske 1,5 km å. På det midterste stykke var en pæn fiske oppe at vende under fluen, dog uden at tage. Det lignede en fisk over 30 cm.

Krat, eng og sump.
På de sidste 50 m var der så 2 fisk lige i rap, der tog fluen med saft og kraft. 15 og 25 cm var de, men hold da op, hvor var deres maver udspilede. De havde fået deres del af frokosten.

Her den mindste fisk.
En god tur med mange gode oplevelser iblandet en lille smule malurt, men nu er jeg ligesom i gang her i 2016.

Lille skovsti totalt opfræset af mountainbikedæk.

Ingen kommentarer: