torsdag den 16. april 2015

Svaler, døgnfluer og anemoner

16. april, så er det forår, ligegyldigt hvad. Lystfiskeriet starter langs hele åen og mulighederne er mangfoldige. Det blev ikke til det helt store hvad angår fisk i dag, men jeg så de første svaler flintre lystigt afsted langs åen, og på bystykket i Grindsted sejlede de første døgnfluer langsomt ned ad åen, og overalt blomstrer anemonerne.

Grindsted Å ved gylletanken
Efter kaffe og rundstykker i klubhuset gik turen til åen, hvor jeg startede med spinner forskellige steder på zone 4. Så har laksen fået chancen for at bide på i år, men den tog den ikke. Efter et par timer satte jeg spinneren i noget krat på modsatte bred, jeg kunne ikke få den fri og snøren sprang. Så kunne det være nok med det spinnefiskeri. Jeg havde dog nået at fange en hidsig bækørred på 30 cm.

Se alle billederne fra dagens fiskeri

Jeg kørte tilbage til klubhuset og fandt fluestangen frem. Selvom der var en strid vind på langs ad åen, så gik det da at fiske. Det blev til flere små hug og enkelte mindre fisk, både ørred og stalling, hang på. Lidt slæk på linen og fisken var hurtigt væk igen. Det blev også til årets første stalling på lige godt 20 cm, som måtte med ind til kanten for at få fluen løsnet.

Årets første stalling
Så havde jeg fået nok af fiskeriet for i dag, og det var ved at være tid for frokost ved klubhuset. Et par pølser og en øl gjorde godt i hyggeligt samvær med den snes medlemmer, der lagde vejen forbi klubhuset.

Anemone på åbredden

Dagens flue

Ingen kommentarer: