onsdag den 25. marts 2015

2 pilebuske og 1 bækørred

Jeg byttede om på eftermiddagen og aftenen for at komme til åen for at gøre noget ved den tiltagende fiskefeber. Lidt regn i luften, koldt og blæsende. Men der skulle nu fiskes alligevel. På den første del af åen var der et par småfisk, der viste interesse for fluen, så liv var der da.
Lige efter Kølskevad Bæk fik jeg hug, først af en og lige efter af en anden, pilebusk. Heldigvis hoppede de begge af igen. 5 minutter senere var der nok en mindre fisk efter fluen. Da den ikke havde fat i krogen, gav jeg stedet nok et kast. Og slam, en stor fisk tog fluen i en vending og var kroget. Kort efter kunne jeg kane den ind til bredden, fjerne fluen og lade den glide tilbage i åen. Jeg kunne lige nå at tage et billede af den ca. 40 cm lange bækørred.

Dagens fisk

Dagens flue

Da regnen tog til og jeg begyndte at fryse om fingrene, valgte jeg at pakke sammen og vende næsen hjemad. Efter disse gode timer ved åen er det med fornyet kraft, jeg kan tage på arbejde i aften.

Ingen kommentarer: