onsdag den 4. maj 2011

Tango for 2 på Grindsted Engsø

Denne herlige eftermiddag med frisk vind fra vest brugte jeg på søen i Grindsted. Jeg startede fiskeriet med at drive langs med nordsiden af søen, hvor jeg lagde korte kast ind mod sivkanten. Snart havde jeg kortvarig kontakt med en pæn gedde. Det lovede jo godt for dagen. Alligevel gik der næsten en time før der skete noget igen.
En gedde tog fluen tungt helt inde ved sivkanten. Det var ikke nødvendigt at rulle løslinen på hjulet for fisken trak med det samme ud på dybere vand. Med grejet spændt til bristepunktet gik det frem og tilbage de næste 10 minutter. Helt klart den største gedde jeg nogensinde har haft på krogen. Bedst som jeg havde fisken tæt, tog den igen et langt udløb, og det skete flere gange. Men pludselig gik gassen af ballonen, og fisken kom op til overfladen. Langsomt fik jeg den helt ind til båden, hvor jeg kunne fjerne krogen fra en 90+ gedde med en tak for dansen.
Gedden er ved at være træt.
Efter denne oplevelse fiskede jeg kun lidt, men det var også en lang rotur mod vinden tilbage til sejlklubben. Her var en flok cykelpensionister vældigt interesserede i at høre om fiskeriet og om pontonbåden i særdeleshed. Det ser nok også lidt sjovt ud, når man stiger op af vandet med båd, waders og svømmefødder.
Gedden er klar til afkrogning.

1 kommentar:

Henrik Leth sagde ...

Vi må vist snart en tur ud sammen!