mandag den 14. august 2017

All in...

Feriens sidste fisketur stod for døren, så jeg stod tidligt op og gik all in. Først afsted til Trend Å, hvor jeg fiskede i 2 timer i regnvejr af skiftende intensitet. I dag var det kun åens mindre fisk, der var på finnerne. De guffede løs af de døgnfluer, der drev i en lind strøm. Ind i mellem prøvede de små fisk at tygge lidt i dagens flue, men den var alligevel for stor for dem. Jeg synes også de har bedst af døgnfluerne.

Ved middagstid flyttede jeg de ca. 30 kilometer sydpå til Simested Å, hvor vejret viste sig fra en lidt mere sommerlig side. Stadig fugtigt, men varmt og med skiftende skydække. Det var i hvert fald varmt at bevæge sig i sump, siv og krat langs åen iført waders og regnjakke.

Fra Simested Å - regnskyerne mod nord.
Allerede efter 5 minutters fiskeri var der bud efter fluen. Der var en bevægelse i vandet og da fluen gled hen over stedet var der en 2-3 små nøk og så trak fisken. Kort tid efter havde jeg en 45 cm havørred inde ved bredden. Pga. af den gyngende åbred og den megen bevoksning valgte jeg at pille krogen ud, mens fisken var i vandet og lade den gå. Jeg kunne jo altid fange en der var større.
Men jeg fiskede hele vejen ned til landevejen uden der skete mere. Nu orkede jeg ikke gå den lange vej tilbage langs åen, så jeg valgte grusvejen langs åen op til den lille vej, der krydser åen, hvor fiskeriet begynder. Så kunne jeg fiske herfra ned langs Brakbjerg til spanget og så holde der. Heller ikke på dette kortere stykke så jeg noget til fisk, så dagens fangst begrænsede sig til den lille havørred.

Dagens flue - Megaflimmer igen.

Ingen kommentarer: