tirsdag den 26. juli 2016

Dejlig aften ved Karup Å med sjælden 'fangst'

Jeg kørte til Høgild, nordvest for Karup, lige fra arbejde. Så havde jeg tid til at se mig lidt om, mens det stadig var lyst. På vej ned over engen skræmte jeg en guldsmed, og da den fløj forbi mig, nåede jeg i et splitsekund at se den lige fra siden. Jamen var det ikke en... Jeg fik smidt fiskestangen og fisket mobilen frem med blikket fast rettet mod kræet. 25 m længere henne satte den sig i græsset, og jeg fik bekræftet mistanken. Det var en han af Ophiogomphus cecilia eller Grøn kølleguldsmed.

Den kravlede selv op på fingeren.
Tog en 15-20 lignende fotos, bare for at være sikker.
For dem der ikke ved det, så er Ophiogomphus cecilia en sjælden guldsmed i Danmark. Den er en af 3 arter, som er fredet i Danmark. Læs mere om guldsmeden her.

Jeg så ikke skyggen af Salmo trutta, mens jeg fiskede, men det var en dejlig aften. Ikke megen vind og slet ingen støj fra civilisationen. Jeg var helt alene i flere timer, kun omgivet af heste og højlandskvæg, isfugle og digesvaler. Det var ren terapi for sjælen.

Fine sving ved Karup Å.

Skotsk højlandskvæg set fra Carlos eng.

Ingen kommentarer: